Vi tænker sjældent på at forbinde vores personlige problemstillinger med noget, der er sket for vores forældre eller bedsteforældre: At et traume – på samme måde som voldelig eller misbrugsrelateret adfærd – kan gå i arv fra et familiemedlem til et andet.

Mange af os går rundt med symptomer på traumer, som er uforklarlige. Vi kan have angst, depression eller tvangstanker, som vi ikke kan finde årsagerne til. Symptomer, som på forunderlig vis virker ’ude af kontekst’.

Men hvordan kan man vide, om et traume er nedarvet? Et af de mest åbenlyse tegn er, hvis man pludselig rammes af angst eller frygt, når man når en bestemt alder eller en bestemt milepæl. Det er som om en indre tidsindstillet mekanisme pludselig trigges i gang.

Som forælder er det umuligt ikke at overføre noget af sine traumer til sit/sine børn ifbm tilknytningen. Men også traumer, som tidligere generationer har oplevet, kan gå i arv fra et familiemedlem til et andet – også selvom de to slægtninge aldrig har mødt hinanden.

En kvinde fik angst i invaliderende grad, da hun blev mor. Hun havde ikke været angst inden og da hun blev spurgt, hvad angsten handlede om, beskrev hun en forfærdelig frygt for at skade sit barn. Hun havde været til flere behandlere uden nogen nævneværdig effekt. Da hun kom til en opstillingssession og blev spurgt, om nogen i hendes familie nogensinde havde skadet et barn, kom hun i tanke om en gammel familiehemmelighed:  ”Da min bedstemor var nybagt mor, satte hun et tændt lys i en stage. Lyset antændte gardinerne og ilden bredte sig hurtigt til hele huset. Hun kunne ikke få sin nyfødte med ud og barnet døde. Tragedien er aldrig blevet talt om i vores familie”. I det øjeblik, blev hun bevidst om, at hun havde arvet sin bedstemors oplevelse, og den indsigt gjorde det muligt for hende at tage de skridt, der skulle til, for at give slip på sin angst og heles.

Også mindre drastiske traumer kan føres videre i familiesystemet. Især traumer, som ingen taler om og som forbliver ubehandlede, skaber problemer i senere generationer. Det gælder fx når nogen i familiesystemet dør som spæd, som barn eller som ung. Denne type dødsfald vil have langtrækkende konsekvenser og påvirke resten af familiens medlemmer langt ud over de normale reaktioner af sorg og savn. Der opstår ofte ’overlevelsesskyld’ hos de efterladte, som på et ubevidst plan kan føre til en drift mod døden, der kan komme til udtryk som risikoadfærd ifbm. ekstremsport, usund livsstil eller forskellige former for misbrug.

Det gode er, at når først vi får øje på forbindelsen mellem traumet og den kontekst hos vores forfædre, hvor det retteligt hører hjemme, kan vi bryde mønstret. Effekten af et nedarvet traume kan neutraliseres, ved at det returneres til rette ejermand.